top of page
Forfatters billedeK9 KRISS - Hundetræner & Adfærdsrådgiver

De 5 faser af forandringens følelsesmæssige forløb - en guide til hundeejere om Forandring og hundeadfærd

Opdateret: 17. maj

Hvis du gerne vil ændre din hunds adfærd, er det vigtigt at anerkende og acceptere de forskellige faser af forandring.


NEWSFLASH: Din hunds forandring starter med din forandring.

Men forandring er svært… 




Jo tak.


Det har vi nok alle hørt (og oplevet), men hvad betyder det egentlig?


Og hvordan gør vi det nemmere?


I dette blogindlæg vil jeg gennemgå hvordan bevidstheden om de følelser som er forbundet med forandring kan hjælpe dig med at få succes med din (og din hunds) adfærdsændring.


Pas på vanedyret


Hunde er vanedyr, men det er vi mennesker faktisk også.


Vaner kan være som små afhængigheder, der styrer vores hverdag. Vaner er ureflekterede gentagelser af adfærd – automatreaktioner, der er designet til at gøre livet lettere for os. 


At ændre vaner og bryde negative mønstre kræver mere end bare viljestyrke. Det er svært og hårdt arbejde at få det bevidste sind til at tage styringen og lige så snart du er uopmærksom overtager din automatpilot – dit ubevidste sind.


Derfor er det nødvendigt at forstå vaners dybere rødder og mønstre.


Hjernen skaber neurale forbindelser baseret på gentagelser. Nervebaner der bruges gentagne gange forbliver forbundet, mens inaktive forbindelser gradvist svækkes.


Derfor er det nøglen til forandring at skabe nye koblinger – at introducere nye vaner og mønstre der erstatter de gamle.


Jeg plejer at sammenligne vanerne med en 5-sporet åben motorvej og de kommende nye vaner med vildnisset i en jungle hvor der ikke engang kan anes en lille bitte trampesti.


Ved både at bryde gamle vaner og samtidigt skabe nye koblinger kan vi omprogrammere det underbevidste sind.


Det handler altså ikke kun om at forsøge at fjerne dårlige vaner (lukke for adgangen til motorvejen), men også om at erstatte dem med sunde og gavnlige rutiner (begynde at lave en sti i junglen).


Derfor kan det være en fordel at have en klar plan som hjælper dig med at skabe nye, positive vaner, der vil hjælpe dig med at nå dine mål - både i forhold til din hunds træning og din egen personlige udvikling.


Som professionel hundeejerinstruktør og adfærdskonsulent arbejder jeg i virkeligheden mere med mennesker end hunde og jeg er ofte vidne til, hvordan forandringer i vores adfærd og tilgang til vores hunde kan være en dybt personlig rejse.


En model, jeg har fundet særligt nyttig i denne sammenhæng er “The Emotional Cycle of Change".


Jeg arbejder i virnd hunde
Emotional Cycle of Change

Denne model består af fem faser: uinformeret optimisme, informeret pessimisme, dalen af fortvivlelse, informeret optimisme og endelig succes & opfyldelse. At være opmærksom på, hvor du befinder dig følelsesmæssigt i rejsen gennem forandringer, kan være afgørende for, om du rent faktisk kan gennemføre dem. 


1. Uinformeret optimisme


I begyndelsen af enhver forandring er der ofte en følelse af uinformeret optimisme. Dette er den fase, hvor vi står på tærsklen - vi er motiverede og fulde af nye idéer.


Vi er ivrige og entusiastiske over de muligheder, vi ser for os selv og vores snudedyr.


Vi kan se målet lige forude.


2. Informeret pessimisme


Når virkeligheden sætter ind, hvor vi støder på udfordringer eller vanskeligheder som vi ikke havde forudset, går vi ind i fasen af informeret pessimisme.


Her begynder vi at forstå de reelle udfordringer vi står overfor. Det kan være en skuffende tid, men også en vigtig del af læreprocessen.


Vi kan nu ikke længere se målet kun bjerget foran det. 


3. Dalen af fortvivlelse


Denne fase kan føles som et sort hul af fortvivlelse, hvor vi kan være tilbøjelige til at give op eller tvivle på vores evne til at gennemføre ændringerne.


Det er vigtigt at huske på, at dette er en normal del af processen. Støtte og vedholdenhed er afgørende for at komme igennem denne fase.


Vi er nu nede i et hul så dybt, at vi ikke engang kan se bjerget foran vores mål.


4. Informeret optimisme


Når vi begynder at tilpasse os de nødvendige ændringer, kommer vi ind i fasen af informeret optimisme.


Vi begynder at se lysere på situationen og får mere tillid til vores evner til at håndtere de udfordringer vi står overfor.


Vi kravler op ad hullet og gør klar til at begynde bjergbestigningen. 


5. Succes & opfyldelse


Når vores hund reagerer positivt på vores træning, og vi begynder at se resultater, går vi ind i den sidste fase.


Det betyder ikke at vi er i mål med ændringen af vores hunds adfærd, men vi ser resultater som bekræfter vores indsats gennem hele processen.


Vi er ikke længere så optagede af at nå det endelige mål, men fokuserede på rejsen dertil. 



Eksemplet Maria & Max - en rejse gennem forandring


Dette tænkte eksempel illustrerer de forskellige faser af forandringens emotionelle forløb i praksis. 


Maria har en livlig Golden Retriever ved navn Max. Hun drømmer om afslappende gåture i parken med Max ved sin side. Desværre trækker Max hårdt i snoren, hvilket gør turene stressende og udfordrende for Maria.


1. JUBIII!


Maria beslutter sig for at gøre noget ved problemet. Hun Googler og får en masse tips og tricks og er klar til at starte træningen.


I begyndelsen er Maria fyldt med optimisme og entusiasme.


Hun starter træningen med forventninger om hurtige resultater og ser frem til snarlige problemfrie gåture med Max.


2. HMMM….


Efter de første forsøg indser Maria, at udfordringen med Max er mere kompliceret end hun havde forestillet sig.


Hun støder på uventede problemer og begynder at forstå, hvor kompleks denne adfærdsændring kan være.


Maria føler sig frustreret og usikker på, hvordan hun skal håndtere Max's adfærd og hun begynder at tvivle på sine evner.


3. ÅÅÅÅÅH…


Maria føler sig nu magtesløs og oplever dyb fortvivlelse.


Hun overvejer at opgive træningen, da hun føler, at hun står over for en uoverkommelig opgave.


Jo mere fortvivlet hun føler sig, desto værre lader problemet til at blive - og hun kommer ofte til at lade sine frustrationer gå ud over Max. 


4. AHAAA..


I stedet for at opgive, søger Maria mere hjælp.


Efter at have fået professionel støtte og rådgivning begynder Maria at se lysere på situationen.


Hun får en ny tilgang til træningen og lærer effektive teknikker til at håndtere problemet.


Denne hjælp fjerner hendes tvivl og giver hende mod til at fortsætte. 


5. WOHUUU!


Endelig begynder Maria at se resultaterne af sin indsats.


Max reagerer positivt på den gentagne træning og gåturene bliver langsomt mere afslappende og fornøjelige for dem begge.

En tegning af en glad dame
En glad hundeejer

Mine sidste tips til succesfuld adfærdsændringer hos dig & din Hund


Nu hvor du kender de 5 faser, kan du forhåbentlig bedre forstå og navigere gennem din egen personlige udvikling der sker, når du sætter dig for at ville ændre din hunds adfærd. 


Vær tålmodig både med dig selv og dit snudedyr undervejs.


Forandringer tager tid, og selvom hver fase bringer dig tættere på målet, så kan det føles som om det modsatte er tilfældet og du får lyst til at give op.


Men lad være!


Identificer hvilken fase du befinder dig i og fortsæt videre til den næste.


YOU. GOT. THIS.


PS: hvis du føler, at du befinder dig i det sorte hul af fortvivlelse uden mulighed for selv at komme op, så ræk ud til mig.


Jeg lover at gøre alt for at trække dig op og hjælpe dig over bjerget <3


En illustration der viser at hundetræning er en rejse med mange udfordringer.
Hundetræning er en rejse



Comments


bottom of page