top of page
Forfatters billedeK9 Kriss

Find din indre Pippi Langstrømpe

Opdateret: 8. maj 2021

Kan du huske Pippi? Pippi som sagde; ”det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af”.



Men siger du nogensinde sådan til dig selv?

Vi mennesker er såååå dygtige til at se begrænsninger fremfor muligheder. Og det er ikke så mærkeligt, for det er faktisk bare vores reptilhjerne, som passer på os. Det kan nemlig være farligt at se nye muligheder – så derfor sætter vores reptilhjerne automatisk begrænsninger op for os, så vi ikke bare hovedkulds kaster os ud i nye eventyr.

Men vores reptilhjerne ved faktisk ikke altid bedst.

Den skelner ikke imellem dit ydmyge ønske om at kunne løbe 5 kilometer eller reel livsfare (som hvis du for eksempel ville springe ud af et fly uden faldskærm). Din reptilhjerne får dig bare pr. automatik til at sige: ”det kan jeg nok ikke, så jeg kan lige så godt lade være med at prøve”. Ikke så Pippi-agtigt vel..?

Men du kan overstyre din reptilhjerne. Du kan lære at tage styringen og i stedet sige: ”det kan jeg nok godt, så nu prøver jeg”.

Det kræver blot lidt øvelse.

KEND DINE BEGRÆNSNINGER

Først og fremmest skal du blive bevidst om de begrænsninger, som din hjerne har sat for dig.

Det kunne for eksempel være:

  • jeg kan ikke tage min hund med på ferie, fordi jeg ikke vil kunne lære den at sove i telt

  • jeg kommer aldrig til at lære min hund at gå roligt forbi en anden hund, fordi jeg er ikke rolig nok selv

  • jeg kan ikke få en hund mere, fordi jeg ikke kan lære den gamle at håndtere det

Det kan være hvad som helst. Det her var bare lige hvad jeg kom i tanke om. Men prøv blot at spørge dig selv; hvad mener jeg, at jeg ikke kan? ALLE sætter begrænsninger op for sig selv – men hvis du har en Svær, Men Sød, hund, så er din hverdag sikkert fyldt med dem.


Og de gør din verden mindre. Men sådan behøver det ikke at være.

FJERN DINE BEGRÆNSNINGER

Når først du kender dine begrænsninger, kan du begynde at arbejde med dem.

For hvem bestemmer egentlig, om du kan tage din hund med på ferie? Det gør DU! Du er i kontrol – og du skal ikke finde dig i dine egne begrænsninger (eller andres for den sags skyld). Så hvad nu hvis du i stedet sagde til dig selv:

  • jeg har mulighed for at tage min hund med på ferie, hvis jeg arbejder for det

  • jeg har mulighed for at lære min hund, at færdes roligt omkring andre hunde, hvis jeg arbejder for det

  • jeg har mulighed for at få en hund mere, hvis jeg arbejder for det

NU ER ALT PLUDSELIGT MULIGT!

Kan du se det?

Find dine begrænsninger og SPRÆNG dem!

Gør dem til muligheder i stedet.




Nu hvor du ser en mulighed i stedet for en begrænsning – så kan begynde at se på, hvordan du opnår det du ønsker.

- hvad skal der til for at min hund kan komme med på ferie?

Måske skal den vænnes til at køre i bil. Måske skal den vænnes til at sove i telt. Måske skal den vænnes til at færdes på en campingplads.

Nu har du altså en konkret arbejdsopgave foran dig, som du kan dele op i flere små bidder. Nøjagtig som med al anden hundetræning. Et babyskridt ad gangen – og før du får set om, er du på ferie med din bedste ven. Eller I går en dejlig og rolig tur i hundeskoven sammen. Eller I henter jeres nye lille bedste ven sammen.

Det meste af min undervisning starter med mennesket – ikke med hunden. Jeg elsker at flytte grænserne for, hvad vi tror, at vi kan opnå her i livet.

Hvad er DIN begrænsning - som du kan gøre til en mulighed?

Comments


bottom of page