Hvis du sommetider føler dig så frustreret og magtesløs, at du har stillet dig selv (og måske Google) spørgsmålet om, hvorvidt du skal finde din hund et nyt hjem, så læs videre her.
Først og fremmest;
Hej.
Jeg ser dig.
Jeg føler med dig.
Du er ikke alene.
Men det ér en af de svære den her - og det kedelige svar må være: “det afhænger af…”
Der findes ikke simple svar på svære spørgsmål.
Ikke desto mindre har jeg kastet mig ud i at skrive lidt om emnet, da det er et spørgsmål jeg ofte bliver stillet, når desperate og frustrerede hundeejere kontakter mig.
Inden jeg skriver om hvilke årsager jeg finder “valide” når det kommer til at omplacere sin hund, vil jeg gerne slå fast, at dette er MIN personlige holdning til emnet, da spørgsmålet meget ofte giver anledning til voldsomme følelser og heftig debat blandt hundefolket.
Lad mig også lige slå fast: dette indlæg er ikke skrevet for at skabe debat! Det er skrevet for at hjælpe dig derude, som føler dig helt alene med det svære spørgsmål.
Du skal nemlig vide, at du ikke er alene.
Du skal også vide, at det i hvert fald altid er HELT OKAY at stille spørgsmålet. Jeg ved godt, at du sikkert føler skam allerede ved blot at tænke tanken, men det viser tværtimod, at du reflekterer over den svære situation du er i - og at du FØLER den. Så lad mig se, om jeg kan hjælpe dig lidt.
De 3 mest almindelige årsager til at hunde skifter hjem
Adfærdsproblemer Aggression, overdrevet reaktiv adfærd, separationsangst m.m.
Ændringer i ejers livsstil Fx. flytning, skilsmisse, alvorlig sygdom etc.
Det forkerte match mellem hund & hjem Forekommer oftest når ejeren er kommet til at vælge den forkerte type hund (eller er kommet til at anskaffe sig hund i det hele taget) ift. livsstil, boligforhold, evner, tid, overskud osv
Den ene årsag er ikke mere eller mindre “okay” end de andre.
Men hvornår skal du så omplacere din hund?
Når hverken du eller din hund trives - og alle muligheder for bedring er afprøvede. Den sidste del er vigtig; “når alle muligheder for bedring er afprøvede”. Nu skal jeg give dig et skræmmende eksempel fra dengang jeg arbejdede på Dog Tales - et dyreinternat i Canada. Sally kontaktede Dog Tales for at indlevere sin hund Bebop, en lille charmerende brun krølle-bølle-snude hvis ophav forblev et mysterium for os.
Årsagen til den svære beslutning, var den, at Bebop havde udviklet så svær separationsangst, at livskvaliteten for både hende og Bebop var nede på et helt ubærligt niveau. Bebop havde det faktisk så slemt, at han var begyndt at skade sig selv ganske alvorligt hver gang han var alene, i forsøget på at komme ud af lejligheden Vi tog imod Bebop og lovede Sally, at finde ham et hjem, som havde mod på, og mulighed for, at træne netop denne udfordring. Men da jeg havde lidt ekstra tid, fik jeg lov at påbegynde separationstræningen med det samme, så Bebop forhåbentlig også kunne føle sig tryg under opholdet hos Dog Tales. For at gøre en lang historie kort; jeg så ingen tegn på separationsangst overhovedet! Jeg overtalte derfor en kollega til at tage Bebop med hjem en weekend, for at teste hans reaktion i et almindeligt hjem. Her var heller ingen tegn på separationsangst overhovedet. I et helt nyt og ukendt hjem! Bebop virkede i det hele taget som en yderst rolig hund med et yderst stabilt temperament. Så jeg kontaktede Sally, for at fortælle hende om min opdagelse, da den undrede mig, og jeg spurgte dybere ind til årsagen. Men Sally undrede sig lige så meget som jeg gjorde, og troede knapt mine ord. Så vi arrangerede, at hun skulle tage Bebop med sig hjem igen til en enkelt overnatning og efterfølgende lade ham være alene hjemme et par timer - men med et kamera tændt som filmede ham imens. Da Sally tog hjemmefra den følgende dag, kiggede vi spændt med på kameraet. Ganske rigtigt; Bebop viste ingen tegn på separationsangst, da Sally forlod ham i lejligheden. Tværtimod lagde han sig stille og roligt ind i sin seng. Men 15 minutter senere skete der noget! Bebop sprang op som skudt ud af en kanon og løb frem og tilbage i lejligheden i åbenlys, rendyrket panik. Jeg sendte straks Sally tilbage, inden han begyndte at skade sig selv, men da hun kom tilbage bemærkede jeg én ting på kameraet; inden hun gik ind, slog hun alarmen fra. Og i selvsamme øjeblik faldt Bebop til ro. Så jeg spurgte Sally, om hun altid slog alarmen til inden hun gik, hvilket hun bekræftede. Min mistanke blev styrket, og jeg bad Sally om at prøve at gå fra Bebop igen (efter en god og hyggelig luftetur, så han kunne komme af med lidt af sin stress fra oplevelsen), men denne gang uden at slå alarmen fra. Og gæt engang…? (Jeg tænker, at du har gættet rigtigt): Bebop lagde sig igen til at sove, da Sally forlod lejligheden, og denne gang sov han sødt og fredfyldt de næste 4 timer indtil Sally kom tilbage!
Det viste sig, at hendes alarmsystem udsendte en højfrekvent lyd som skræmte stakkels Bebop så meget, at han gjorde alt i sin magt for at slippe for den.
Bebop led ikke af separationsangst.
Bebop var bange for en lyd.
Sally havde nær opgivet sin bedste ven af den helt forkerte årsag.
Hvorfor?
Fordi hun ikke havde afprøvet alle muligheder for at finde bedring.
Hvad kunne hun have gjort inden hun følte, at hun ingen anden udvej havde end at opgive sin bedste ven?
Tjah; et kamera og et par friske (professionelle) øjne på sagen gjorde udslaget.
Denne historie endte heldigvis godt, da Sally selvfølgelig straks skilte sig af med sin alarm, og i stedet fik sin elskede Bebop hjem igen. Men hun betroede mig senere, at den dårlige samvittighed over at indlevere ham til os, var INTET imod hendes skyldfølelse over, at hun nær havde opgivet ham, af den helt forkerte årsag. Helt uden en årsag, faktisk.
En følelse hun stadig havde meget svært ved at tilgive sig selv for.
Det jeg prøver at fortælle dig er:
Der er ingen skam i at opgive sin hund for de rette årsager
Du finder ingen større skyldfølelse end at have opgivet din hund for tidligt
Hvis du overvejer, at omplacere din hund, er det i virkeligheden dybt inde i dig selv du skal finde svaret, så prøv at spørge dig selv:
Hvorfor ønsker jeg at finde min hund et nyt hjem? Er det for hundens skyld, for din skyld - eller for jer begge? Vær 100% ærlig. Det er dig selv du taler med, så det er kun dig selv du lyver for. Beskriv både situationen rent objektivt og følelsesmæssigt.
Har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at finde bedring/en løsning? Hvis årsagen bunder i manglende tid fx., er der så mulighed for, at du kunne få hjælp fra fx. en hundepasser/hundelufter? Hvis årsagen skyldes adfærdsmæssige problemer, har du så kontaktet en professionel adfærdskonsulent som kan hjælpe? Igen; ransag dit hjerte og vær ærlig. Det skylder du både din hund og dig selv.
Det kan også hjælpe at skrive en for/imod liste eller at stille sig selv mere konkrete spørgsmål som fx:
Hvordan ser min drømmehund ud?
Hvordan ser min hunds drømmeliv/ejer ud?
Hvad er det som gør, at de to drømme ikke møder hinanden?
Hvad ville det kræve, at de to drømme kom nærmere/møder hinanden?
Er jeg villig til at gøre det som skal til - følelsesmæssigt, fysisk og økonomisk)?
Det kan være en kæmpe hjælp at se sine svar sort på hvidt - pludselig ser man et mønster eller endda det endelige svar helt klart.
Er du stadig i tvivl, kan det være en god idé at tale med nogen om det. I mange tilfælde vil en professionel adfærdskonsulent være et godt valg til en god snak, da vi jo ikke er så følelsesmæssigt involveret og fordi at vores fornemmeste opgave er at tage hensyn til BÅDE hund & ejer. Kan man virkelig bruge en adfærdskonsulent til samtaleterapi? Ja, det kan man - så længe samtalen handler om hund selvfølgelig. De bedst uddannede adfærdskonsulenter er også trænede i den menneskelige side af forholdet, og vi ved derfor præcis, hvordan vi bedst kan støtte og hjælpe hundeejere i alt hvad der vedrører deres hund - også de store & svære følelser der følger med.
Hvis du overvejer at aflive din hund
Nu tænker du måske, at du i hvert fald helt sikkert er den eneste som har været så forfærdelig at tænke tanken om aflivning.
Men jeg har med vilje flere gange skrevet ordet “opgive” hunden - i stedet for “omplacering” netop for ikke at udelukke den mulighed.
Nu er det virkelig et minefelt jeg bevæger mig ind i, og det er også et emne som bør få sit helt eget blogindlæg, men jeg vil blot sige dette; aflivning kan i visse tilfælde være den rette, og mest humane, løsning for hunden. Hvis du har behov for at vide mere om mine erfaringer med dette, eller hvis du blot har behov for at låne et øre og vende dine tanker om, hvorvidt du skal opgive din hund - eller hvordan - så kontakt mig endelig. En telefonsamtale er ganske gratis og helt uforpligtende, og jeg vil SÅ gerne hjælpe dig. Som sagt; du er IKKE alene! Der er hjælp at finde <3
Comments