top of page
Forfatters billedeK9 Kriss

Prøver du at presse din trekantede hund ned i et rundt hul?

Opdateret: 21. maj

Hvis livet med din hund føles svært, så er det måske fordi du ikke ser dens rette form.

Når du, ligesom jeg, lever med en Svær Men Sød hund, er det vanskeligt ikke en gang imellem at ønske sig, at den var liiiidt mindre svær. Måske endda nem.

En nem, men sød, hund. Hånden på hjertet; det tror jeg ALLE som lever med en SMS-hund drømmer om i ny og næ. Om de så vil indrømme det eller ej. Og det er også HELT OKAY. Det er faktisk helt normalt, at vi ønsker os ting, som vi ikke har. Det er menneskeligt - græsset er grønnere osv osv… MEN; der hvor det ikke er okay længere, er når vi prøver at presse vores hund til at være noget, som de ikke har evnerne til at være. Når vi prøver at presse en trekantet hund ned i et rundt hul…



Lær at acceptere din hund som den er

Hvis du føler, at du har svært ved at acceptere din hund som den er, så har du 2 muligheder: 1. Lær at acceptere den som den er - og bliv tilfreds

2. Lad være med at acceptere den som den er - og forbliv utilfreds Nu tænker du nok; “men du er jo hundetræner - bør du ikke sige, at der også findes den mulighed at træne hunden til at blive en nem, men sød, hund? Eller bare mindre svær?” Jo da, det ér muligt at træne en Svær, Men Sød, hund til at blive en nem, men sød, hund. MEN! Men men men; hvis du ikke først og fremmest lærer at acceptere din hund præcis som den er, så vil du alligevel aldrig blive tilfreds. Så vil der altid være noget som nager dig ved din hunds adfærd - for ingen hund er perfekt - og sådan er vi mennesker nu en gang indrettet. Mere vil have mere. Eller faktisk så er alle hunde perfekte præcis som de er. Lad os hellere sige det sådan.

Jaaaaaaa, jeg ved godt, at du tænker, at det er helt på månen det jeg siger, og at du altså ville blive verdens lykkeligste hundeejer, hvis din hund blot kunne lade være med at æde dine gæster - eller trække armen af dig hver gang den ser så meget som skyggen af en anden hund.

Men har du nogensinde hørt udtrykket, at du ikke skal skifte job, fordi du hader det job du har? Du skal lære at elske dit job - og SÅ kan du skifte, hvis du stadig føler for det.


Nej? Nå, men det er det samme her.



Du bliver først for alvor tilfreds, sådan helt ind i sjælen tilfreds, når du lærer at acceptere tingene som de er - og ikke først når de bliver nemmere.

Vil du måske være sådan én som kun kan acceptere og håndtere de nemme ting her i livet? Nej vel? Heller ikke mig.



Det giver hår på brystet at have en svær, men sød, hund.


Når først du har lært, at acceptere, at din hund er som den nu engang er - trekantet med alle dens svagheder og styrker - så bliver du nærmest usårlig. Der er intet der kan slå dig ud, for du kan håndtere og finde fred i selv den sværeste situation. Og dét er præcis det udgangspunkt, du skal starte fra, når du ønsker at hjælpe din hund med at ændre adfærd. Lad os lige prøve at vende situationen imod os selv et øjeblik: Lad os antage, at det ville være sundt for dig at tabe 10 kilo. Hvem ville du helst have til at hjælpe dig med at tabe dig; Personen som hjælper dig fordi vedkommende ikke kan acceptere dig som du er? Eller personen som hjælper dig OG accepterer dig præcis som du er - uanset vægt? Præciiiiiis….



Jeg tror, at din hund ville vælge lige som dig <3

Sådan lærer du at acceptere din trekantede hund


Men det er jo nemt nok for mig at sidde her og prædike at du “bare skal acceptere din hund som den er”, når du hver eneste dag må leve med følelser som skam, skyld, tristhed, frustration, irritation, vrede og uretfærdighed (fyld selv på hvis der mangler nogle..). For hvordan pokker gør man lige det?! Det ér også nemmere sagt end gjort. Det skal jeg være den første til at indrømme (mange tårer - mange whiskey-shots). Men hemmeligheden ligger i viden. Knowledge is power - som man siger. Det handler nemlig om, at du lærer at forstå: - årsagen til din hunds adfærd - årsagen til din egen adfærd

Og sammenhængen mellem de to. Når først du har fanget den hellige treenighed, så følger accepten lige i r****.


Sandheden om at finde accepten

Betyder det så, at alt er fryd og gammen, så længe man bare accepterer sin Svære, Men Søde, hund som den er? Nej da! Der vil være masser af svære dage. Dage med tvivl. Dage med tårer.

Men; nu vil det føles, som om du og din hund går igennem de svære stunder sammen. I er et team - I er medspillere på samme hold.

Din hund er den medspiller som du aldrig i din vildeste fantasi kunne finde på at skifte ud - for I accepterer hinanden præcis som I er - og I spiller hinanden bedre for hver dag der går. Go Team Trekant!


Psst; for du troede vel ikke, at du går rundt som det perfekte runde hul - og at det kun er din hund som skal ændre adfærd, vel..?


Kommentarer


bottom of page