top of page
Forfatters billedeK9 KRISS - Hundetræner & Adfærdsrådgiver

Sådan håndterer du at møde løse hunde på jeres tur - og hvad du gør, hvis det værste sker..

Som hundeejer ønsker vi alle at nyde en fredelig tur med vores skønne snudedyr.


Men desværre er der ofte en risiko for at møde en løs hund, hvilket hurtigt kan blive en stressende, ubehagelig og uforudsigelig situation - for alle.


Særligt hvis du har en Svær, Men Sød, Hund er det vigtigt, at du kender din egen “nødplan” hvis situationen skulle opstå.


Det er derfor naturligvis med en kærlig tanke til alle jer der lever med den daglige frygt for en konfrontation med en løs hund, at jeg skriver disse råd til hvordan I håndterer det bedst:

Bevar roen

Ja, det ved jeg godt er pænt svært, når man er på nippet til at gå i panik.

Men det er SÅ vigtigt at forblive rolig og undgå at reagere impulsivt, hvis du støder på en løs hund. Panik kan nemlig gøre situationen farlig og mere uforudsigelig. Tag en dyb indånding og fokusér på de følgende tips for at holde både dig og din hund sikker.


Hold din egen hund under kontrol

Forsøg først og fremmest at sørge for at du har din egen hund under kontrol. Du kan evt. placere den bag dig (en god øvelse at lære sin hund hjemmefra) - eller kaste nogle godbidder bagud, som den forhåbentlig vil gå hen og snuse efter. Undgå at reagere voldsomt, da det kan eskalere situationen. Hvis du eller din hund bliver aggressiv, kan det udløse den anden hunds aggression og gøre situationen værre.

Brug din stemme korrekt

Brug en rolig, men fast stemme til at forsøge at få kontakt til den løse hund og give dig selv en chance for at komme væk fra situationen. Det kan virke at sige “STOP” med en bestemt “kommando-stemme” og en åben hånd fremad. Du må gerne virke let truende - dog skal du undgå at råbe eller skrige og fægte med arme og ben, da det kan gøre situationen værre.


Skab fysisk afstand

Hvis den løse hund fortsætter med at nærme sig har du 2 muligheder: Trin 1: Kast MEGET lækre godbidder (som du selvfølgelig altid har på dig) i hovedet på den fremmede hund. Ja, du læste rigtigt; kast dem lige i hovedet på den - og MASSER af dem. Forhåbentlig vil den blive så optaget af de lækre bidder, at den vil spise dem - og du kan i stedet nå at komme væk. Trin 2: Brug et fysisk objekt som en opslået paraply eller taske for at skabe afstand mellem dig og den anden hund. Hvis situationen bliver decideret farlig, kan du overveje at bruge en afskrækkende spray, såsom Citronella, som en absolut sidste udvej.


Det vigtigste råd af dem alle

Mødet med en løs hund kan være en skræmmende oplevelse, men ved at have disse råd i baghovedet, og bruge dem efter behov, kan du beskytte dig selv og din hund mod farlige situationer.


Husk: det er helt okay at føle sig bange eller usikker, når du møder en løs hund, men at forblive rolig kan gøre forskellen på om det går godt eller skidt.


Det sidste råd må gå forud for de andre, for det kan hjælpe dig med helt at undgå en konfrontation med løse hunde:


Vær altid opmærksom på dine omgivelser og vær klar til at håndtere uventede situationer. 

Når jeg følger mine egne råd i den virkelige verden

Så sent som i dag undgik jeg at møde 3 hunde - de var dog i snor, men jeg havde både Hilda & Holger med mig, og der var kun den ene sti at passere hinanden på. Havde jeg en usynlighedskappe?? Nej, I WISH!



Men jeg havde den næstbedste ting; en nødplan!


Jeg var først og fremmest uhyggelig bevidst om, at der kun var den ene sti, og at vi var meget udsatte, hvis der skulle komme en anden hundelufter.


Det var IKKE min planlagte rute, men omstændighederne gjorde, at jeg løb en (dum) risiko.


Derfor kontrollerede jeg hele tiden siderne for at vide, hvordan jeg hurtigst muligt kunne komme væk fra stien.


Samtidigt tjekkede jeg HELE tiden stien foran mig OG bag mig, så jeg ville være den første til at opdage fremmede hunde.


Jeg håbede det bedste. Men jeg forventede, og tog højde for, det værste.


Hvad skete der?


En hundelufter med 3 hunde dukkede selvfølgelig op forude.


Jeg gav Hilda og Holger signal til u-vending og bakkede selv med dem foran mig.


På den måde kunne jeg holde øje med de fremmede hunde OG mine egne hunde - imens mine egne hunde havde ryggen til de fremmede.


Jeg vidste præcis hvor længe jeg skulle bakke, før der var en mulighed for at vi kunne trække ind i skoven og gemme os.


Vi trækker ind i skoven og jeg drysser mine højværdi-godbidder ud i skovbunden på vores gemmested.


Herfra kan Holger (og Hilda) ikke se de fremmede hunde, men jeg kan til gengæld holde øje med hvornår de har passeret os.


Potentiel katastrofe afværget uden det mindste drama.


BUM.


Gør hvad der skal til for at holde din hund sikker


Du må aldrig tage det som et nederlag, at du gemmer dig for andre hunde (jeg ved godt, at det kan føles sådan).


Hvis det lykkes dig, skal du derimod se det som en sejr!


Du er en VINDER, fordi du har formået at holde din hund tryg og sikker.


Skulle det mislykkes, så håber jeg, at de ovenstående råd kan hjælpe dig - og at både du og din hund kommer sikkert og helskindet igennem oplevelsen.


Hvis din hund kommer i kamp med en anden hund

Endelig er det selvfølgelig også vigtigt at vide, hvad man egentlig kan gøre, hvis man oplever, at 2 hunde kommer op at slås. Distrahér hundene Sprøjt vand på hundene med en kraftig haveslange eller hæld en spand vand over deres hoveder.


Kast et tæppe eller en jakke over hver hund, så de ikke længere kan se hinanden.


Du kan også sprøjte hundenes øjne/snuder/munde med den førnævnte Citronella-spray.

Brug et objekt til at adskille hundene Sørg for at holde dine hænder og dit ansigt så langt fra hundenes mund som muligt.


Prøv at finde en genstand som kan bruges til at skille hundene, fx. en stol, en stor gren, en paraply - hvad som helst som kan bruges som din “forlængede arm”.

Adskil hundene selv At prøve rent fysisk at skille hundene ad selv bør være absolut sidste udvej, da det sætter dig i størst risiko, men hvis en af hundene har godt fat uden at ville slippe den anden, kan en såkaldt “break-stick” være en mulighed. Tag en solid pind og stik den ind i munden på den hund som holder fast. Den skal sættes ind længst inde i mundvigen og føres ind og op mod ganen, så den faktisk udløser en opkast-refleks hos hunden. Refleksen får hunden til at slippe. Hvis der er andre mennesker til at hjælpe dig, bør du bruge trillebørs-teknikken: Hver af jer skal gribe en hund ved bagbenene og samtidigt løfte dem, så de balancerer på deres forben som en trillebør. Gå derefter baglæns med hundene, så I trækker dem væk fra hinanden. Hold dem i bevægelse indtil hundene er helt adskilt med god afstand for at forhindre at hundene i ren og skær ophidselse vender sig rundt og bider jer i stedet.

Én uheldig oplevelse kan sætte dybe spor

Forhåbentlig vil du aldrig ende i en situation hvor din hund bliver overfaldet og/eller kommer op at slås. Men skulle du være så uheldig at opleve det, skal du sørge for at få kontaktinformation på modpartens ejer. Selvom der ikke er umiddelbare skader, så kan de vise sig senere. Desuden bør du straks få din hund til en dyrlæge til en professionel vurdering samt konsultere en hundeadfærdsspecialist for at sikre, at der ikke er langvarige psykologiske effekter for din hund. Hurtig førstehjælp kan være afgørende for, at din hund ikke får adfærdsmæssige mén af oplevelsen og kan gå videre i livet med høj snudeføring og mod på livet.

Hvis du allerede har været så uheldig at have oplevet at din hund er kommet op at slås med en anden hund, så vil jeg meget gerne høre om din oplevelse.


Det er nemlig lige så vigtigt at have fokus på DIN bearbejdelse af oplevelsen som din hunds.


Hvis du har mod på det, er du derfor meget velkommen til at fortælle om den i en kommentar herunder.



Yorumlar


bottom of page